Jeg tror på, at vi bliver hele mennesker, når nogen tør blive siddende hos os i det svære.
Som lille blev jeg adopteret til Danmark og voksede op på landet i et hjem, hvor åbenhed og respekt for det enkelte menneske fyldte meget uanset kultur, tro eller baggrund. De værdier bærer jeg med mig ind i hver eneste samtale.
Jeg kender også sorgen indefra. Livet har ført mig gennem flere former for tab af forældre, af en nær ven til selvmord, af det velkendte. Uden at gøre mine erfaringer til dine, ved jeg, hvordan det er, når verden pludselig ser anderledes ud, og hvor meget det betyder at have et sted at gå hen med det.
Jeg har en international kandidatgrad i psykologi (MSc Psychology), er eksistentiel psykoterapeut og har en tværfaglig baggrund med rødder i socialt arbejde. Gennem mere end 15 år har jeg arbejdet med mennesker i sorg, kriser og livsovergange.
Jeg har levet flere år i udlandet, først i USA, siden i Schweiz og bor i dag i Danmark igen. Livet mellem sprog og kulturer har givet mig en dyb forståelse for identitet, tilhør og modet i at begynde forfra.
Ved siden af min praksis er jeg supervisor hos Red Barnet Ungdom. Underviser på socialrådgiveruddannelsen, Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, med undervisning inden for det psykologiske område. Jeg har desuden grundlagt Blossom, en NGO, der støtter kvinder i sårbare livssituationer.
Videreuddannelser:
- Oxford Lifelong Learning, University of Oxford — Existential therapy
- American Institute of Health Care Professionals — Grief therapy
- University of California, Berkeley — Professional program in Loss and Grief
- Københavns Universitet — Remembrance, grief and religious language